Gucci Fall

Champagne, Design og Pasta i Milano

Milano, den 1. Marts

De første solstrejf ramte mit ansigt da jeg steg ud af SAS flyet. Jeg nød at kunne tage mine nye Versace solbriller på. Jeg var ankommet til Milano og var mere klar end nogensinde til modeugen. Gucci’s efterårskollektion var som altid et af højdepunkterne.

Kendetegnende for efterårskollektionerne hos alle de store designere har været at skabe en skønhed stærk nok til at vise den skrøbelige tid vi lever i. Det var også de ord Tom Ford brugte backstage til at beskrive sin efterårskollektion for Gucci. “a collection in which beauty was personified as a power vixen extravagantly armored to face down a troubled world.”

Noget af det jeg holder mest af ved de store modeshows er ikke blot at se de nye trends, mødes med branchekolleger og nyde den årlige Cristal Champagne der altid ryger et par flasker af, men specielt er det de fantastiske modeller og deres silkeglatte hud der stråler af elegance – og en lille smule næsestøv…

Entréen blev gjort med en hvid frakke med stor krave, ballonagtige push up ærmer og en lang nederdel. Med smukke sorte nittede over-knæene støvler og lange læder handsker stod hun i en silhouet der i øvrigt var dominerende for showet med Jakker, Frakker, tætsiddende kjoler der smøg sig til modellernes farlige kurver.

Sidste års korte Gucci miniskirts var bogstaveligtalt droppet. Nu er længden tilbage og går til knæet. Overdelene er store opretstående kraver og volumiøse ærmer, ofte overdrevne i pels og med kontrast til erotiske undertoner i form af frækt lingerie under. Med den sammensætning af de forskellige dele der er sat sammen med bånd, fik en til at tænke på dagene da korsettet var hot.

Hvis Ford har set lidt til trenden skabt af Thierry Mugler og Azzedine Alaïa i 80′erne skulle det ikke undre nogen. En stor del af de trends vi har set dette forår går alligevel i den retning. Endvidere må man ikke glemme at Ford alligevel giver Gucci’s mærke sin status ikke mindst på at finde nye måder at gøre kvinder og mænd sexede på sæson efter sæson.

Efter showet gik den som før entréen en tur backstage med min gamle franske Armani kollega Pierre. Det var det sidste show for en stor del af pigerne, så den stod på champagne og en lang og hård nat i Milano’s gader, og sluttede naturligvis af med en omgang pasta på en lille restaurant (den eneste der er åben døgnet rundt) klokken 5.30 om morgenen. Ciao bella.